2\2: “JEG ER KUNSTNER”, (opført til HAPS Poetry Slam 02/03/23)
Jeg var til speed-dating. Arrangeret af en sex shop og sponsoreret af en dating app. Det her slam handler om dating. Ej, laver bare sjov, det handler selvfølgelig om det at jeg er kunstner. Ja, du hørte rigtigt, jeg er ikke længere blot digter. Begivenheden forløb cirka således:
Den første havde stretch og spurte til mine pronominer, bedst som jeg havde sagt Esben Staugaard. ”Jeg må indrømme at jeg stadig arbejder på mine nye pronominer, da jeg ønsker at de skal være undergravende for ikke blot kønsroller, men stedord i det hele taget, og sproget generelt.” ”Klart”, siger de. ”Birke, De/Dem”, siger de. ”Så er du måske interesseret i at høre om, hvordan jeg ikke længere identificerer mig som demi digter dreng, men som kunst-kyndig kunstner-kønnet?” ”Nej, ikke rigtig”, siger Birke. ”Det er også kun det med kunst-kundskaben, som jeg har statslige papirer på.”, indrømmer jeg. ”Fuck staten.”, siger de og har nu mindst 80% af min opmærksomhed. Så ok, Birke er med til at bestyre et safe-space i Århus C, hvor deres udvalg af øl imødekommer både gluten-allergikere og straight-edge tender-queers. Deres White Ukranians er veganske. Det lyder faktisk enormt rart og jeg føler mig allerede med safe sammen med Birke. Det vil jeg gerne kommunikere, men har lidt et tone-problem, så det ender med at lyde ironisk da jeg siger: ”Spændende..”.
Den bruger Hun/Hende, hedder Sophie og arbejder som Barrista i Scandinavian Center. ”Har de ikke kun instant kaffe i konference-lokalerne i Scandinavian Center?”, spørger jeg. ”Nej ikke i V.I.P.’en”, siger hun. ”Jeg hang lidt ud i V.I.P.-loungen under Spot Festival i 2k15, og jeg kunne sværge på at de kun havde instant!”, protesterer jeg. ”To-tusind-og-femten?? Så må du sgu da være gammel!”, siger hun og ler. Sophie interesserer sig slet ikke for kunst.
Den sidste person jeg taler med den aften hedder Lars. Lars er også kreativ. ”Hvad er dine pronominer, Lars?”, spørger jeg, uden at flytte blikket fra hans gråblå øjne. ”De/Dem”, svarer Lars. Det var da lige godt satans som min cis-divergente performativitet har slået ringe i vandet i den her forvoksede provinsby., tænker jeg. Lars er normcore og har hverken make-up eller neglelak på. Jeg ved virkelig ikke hvad det skal ligne. ”Hvad laver du så til hverdag, Lars?”, spørger jeg. ”Jeg skriver bare digte,”, svarer Lars, ”men laver også illustrationer til dem.” ”Digte?”, siger jeg. ”Jeg synes ellers ikke at jeg har set tig til Åben Scene på Løves. Lars bryder sig ikke så meget om at læse op, svarer Lars. ”Så du samler stadig mod til at springe ud af skuffen?”, spørg jeg, med en ansigtstrækning, der skal ligne et lunt glimt i øjet. ”Nej ikke på den måde.”, siger Lars. ”Hvordan så, Lars?”. Mit blik afviger ikke en millimeter. Lars løfter sin Fjälræv og finder en bog frem…